Den Horsensbaserede M+-koncern investerer nu i dansk kulturarv og hotel- og restaurationsdrift. M+-koncernen træder ind med et strategisk medejerskab på 50 pct. af Dragsholm Slot-koncernen, som udover ejerskabet og driften af Dragsholm Slot blandt andet også driver det historiske Jørgensens Hotel i Horsens.
Med investeringen bliver M+-koncernen aktiv partner i driften af begge steder, mens Mads Bøttger fortsat ejer de 50 pct. og fortsætter som CEO. M+-koncernen ejer i forvejen ejendommen, der huser Jørgensens Hotel, og dette ændres der ikke ved.
Bestyrelsesformand og ejer af M+-koncernen, Bettina Antitsch Mortensen, understreger, at der er tale om en langsigtet investering.
“Dragsholm Slot er et helt unikt aktiv – både historisk og forretningsmæssigt. Det er en investering med potentiale for kommerciel vækst. Samtidig er det afgørende for os, at udviklingen sker med respekt for stedets historie og kvalitet. Med investeringen ønsker vi at bidrage til en langsigtet udvikling, hvor drift, kvalitet, historiefortælling og økonomisk bæredygtighed går hånd i hånd – både på Dragsholm Slot og på Jørgensens Hotel i Horsens,” siger Bettina Antitsch Mortensen.
Nuværende ejer glæder sig
Den nuværende ejer af Dragsholm Slot, Mads Bøttger, glæder sig over at få en stærk og erfaren investor med ombord:
“Vores samarbejde med M+ om Jørgensens Hotel har cementeret, at vi har et værdifællesskab og fælles kærlighed til kulturarv, kvalitet og det lange sigte. M+ er en investor med solid erfaring inden for ejendomsdrift og -udvikling, og det er præcis den kompetence, der er behov for i den næste fase. Sammen får vi langt bedre muligheder for at arbejde strategisk og langsigtet med både drift og udvikling af Dragsholm Slot,” siger Mads Bøttger.
Dragsholm Slot blev projekteret i år 1181 og færdigopført år 1215. Dragsholm Slot er dermed Danmarks næstældste aktive verdslige bygning. Slottet har gennem tiden fungeret som Bispeborg, Kongeslot og baroni for adelsslægten Adeler.
Har Michelin-stjerne
I 1937 overtog Bøttger-familien Slottet og Herregården, der efter besættelsen foruden land- og skovbrug, omdannede Slottet til hotel og restaurant.
Dragsholm Slot besøges hvert år af både nationale og internationale gæster. Foruden at være en historisk attraktion har Slottet i dag Michelin stjerne og er med i den prestigefyldte hotel- og restaurantguide Relais & Châteaux, der samler nogle af verdens mest anerkendte og unikke hoteller og restauranter. Dragsholm Slot rummer land- og skovbrug, Slotspark samt hotelværelser, selskabs- og mødefaciliteter, Slotskirke, Bistro, Mad-hus, gårdbutik samt Michelin stjerne restaurant.