Milliardsalg i Københavns Nordhavn!

6. december 2018

Hjem + hjem = milliardsalg
CASA og Home melder snart udsolgt på Sundmolen i Københavns Nordhavn. Der er solgt flere end 200 boliger med et samlet boligareal på over 20.000 kvm til et godt stykke over en milliard kr.

Begge navne betyder hjem, så samarbejdet mellem M+ og Home Projektsalg A/S i Københavns Nordhavn var nærmest ’meant to be’ – og det har været en kæmpe succes, fortæller salgs- og marketingchef i M+ Jacob Wollenberg.

”Sammen har vi fra starten i 2016 solgt projektboliger for over en milliard kroner, og vi kan snart melde udsolgt,” siger han.

Kun godt 15 % af de i alt 249 lejligheder og rækkehuse på Sundmolen er endnu ikke solgt eller betinget solgt, og en håndfuld er derudover reserveret i Sundmolehusene, CPH Porthouse og Copenhagen Square, som de tre projekter hedder. Førstnævnte tegnet af Architema Architechts og de to andre af C.F. Møller.

I skrivende stund har Home og CASA solgt ca. 92 % af boligerne i Sundmolehusene, ca. 90 % i CPH Porthouse og ca. 75 % i det nyeste projekt Copenhagen Square.

I alt er der pt. fundet købere til over 20.000 ud af ca. 23.000 udbudte kvadratmeter.

 

En af årsagerne til, at Home har hevet så mange projektsalg i land for M+ i Nordhavnen skyldes ikke mindst et stort flot showroom lige ved siden af byggerierne, som har været der fra dag ét, og har udgjort et vigtigt omdrejningspunkt for salget.

Udstillingen er løbende blevet tilpasset til de enkelte projekter.
”Det har betydet, af vi har kunnet yde køberne en helt anden service end de fleste af vores konkurrenter herude, som ofte blot har haft en ’åben skurvogn’,” fortæller ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen, som står bag home Projektsalg A/S.

I projekteringen har der været fokus på at give køberne større fleksibilitet omkring valg af materialer og indretning, end de ellers kan finde i markedet.

”Der er nogle rammer, og noget er låst, men det er vigtigt for de købere, vi møder, at vi kan tilbyde dem mulighed for individualitet og for at sætte sit eget præg på tingene – ikke mindst i ’high involvement’ rum som køkken og bad,” lyder det fra M+s Jacob Wollenberg.

Home-mæglerne har kunnet vise både 3D-modeller, materialer og indretning – køberne har endda også haft mulighed for at fornemme pladsen på altanerne i udstillingen.

En anden vigtig årsag til, at der snart kan sættes ’SOLGT’-skilt på alle tre CASA-projekter på Nordhavnen, skyldes et langvarigt og tæt samarbejde mellem projektudbyder og mægler, forklarer Jacob Wollenberg.

”Vi har delt vores erfaringer fra markedet og løbende indarbejdet dem i de projekter, vi har udbudt sammen. Det har givet optimale boligløsninger for køberne og den rigtige prissætning i forhold til efterspørgslen i markedet, hvilket har resulteret i mange salg,” siger Horsens-baserede M+s salgs- og marketingchef.

”Vi har været helt trygge ved at bygge i København i kraft af vores tætte samarbejde med Home-folkene. Lone Bøegh Henriksen er en af de mest erfarne og succesfulde mæglere på det københavnske projektmarked,” slår han fast.

Endelig er projekterne gennemtænkte og velbyggede, understreger Lone Bøegh Henriksen.
”For det første bygger CASA i god kvalitet og har styr på deres processer og samtidig med et godt mix af forskellige lejligheder i forskellige prislejer. Det har sikret en stor efterspørgsel, fordi der ikke entydigt er satset på én købergruppe.”

Der er boliger fra under to mio. kr. til over 12. mio. kr. i de tre projekter.

I alt har der foreløbig været udbudt fem byggefelter, hvor M+ og Home altså har solgt lejligheder og rækkehuse på de tre fra starten af 2016 til i dag. Når alle lejligheder og rækkehuse er solgt, løber den samlede salgssum op i ca. 1,3 mia. kroner.

Varieret køberskare med internationalt ’touch’
Langt de fleste af køberne til M+s projekter i Nordhavn er private købere. Pt. tegner investorer sig for 5-10 % af handler, vurderer Home Projektsalg A/S.

Ejendomsmægler Morten Holm Møller, der har stået for langt de fleste af salgene for M+, har et ret klart billede af køberne til de nye lejligheder i Nordhavn:

”Det er en meget varieret køberskare - lige fra kunder sidst i tyverne over børnefamilier til pensionister - takket være et godt varieret projekt med både mindre to-værelses lejligheder og hele spændet op til eksklusive penthouselejligheder. Det betyder, at der er noget for alle segmenter, og det betyder også, at det bliver et levende sted at bo, fordi her både er unge singler, yngre børnefamilier og mere modne købere,” siger Morten Holm Møller.

Han fortæller videre, at en del af de lidt ældre købere spørger specifikt til, om her er unge og børnefamilier.
”De vil sikre sig, at de kommer til at bo i et levende område og ikke et ’seniorbofællesskab’,” lyder forklaringen.

”Det er tydeligt, at der allerede tegner sig et stærkt netværk i området, for flere af dem, der har købt lejligheder hos os har hentet familie og venner herud,” siger Morten Holm Møller.

Det er ikke bare navne på projektudbyder og mægler, der har et internationalt tilsnit ved Sundkaj. Ud fra købersammensætningen at dømme tegner det til et internationalt miljø i de tre CASA-byggerier.

”Købersegmentet er som sagt meget differentieret, men det de har tilfælles er typisk, at det er købere med en moderne livsstil samt et internationalt udsyn. Mange af køberne, vi har solgt til, har tidligere læst eller arbejdet i udlandet og i den forbindelse rejst meget,” fortæller Home-mægleren og fortæller videre, at der er et stort internationalt islæt med tilknytning til Den internationale Skole og FN Byen lige i ’baghaven’, samt ambassaderne omkring Østerbro, Hellerup mv.

De mest populære lejligheder er dem med beliggenhed direkte ud til vandet, oplyser M+ og Home. De er stort set alle solgt.
”De er populære i alle størrelser. Derudover er det især de mindre 2-3 værelses lejligheder i et fornuftigt prisleje samt de veludnyttede 4-værelses lejligheder med en skarp prissætning, hvor mange familier kan være med rent prismæssigt, der har solgt godt,” lyder det fra Morten Holm Møller.