International hotelkæde etablerer sig i Horsens’ tidligere rådhus
AP Pension og M+ Ejendomme overtog i starten af 2023 bygningerne på det tidligere rådhus på Rådhustorvet 4, og i starten af januar blev en del af sløret for ejendommens fremtid som byens nye samlingssted løftet.
Nu kan det afsløres, at den næste store lejer i ejendommen bliver den internationale hotelkæde, B&B HOTELS.
B&B HOTELS Group er grundlagt i 1990 af det franske selskab Galaxie S.A. og driver nu 770 hoteller i foreløbigt 17 lande.
B&B HOTELS, som er i ekspansiv vækst i flere lande, etablerede sig for første gang i Danmark i april 2023, hvor de slog dørene op på Borgvold i Vejle, og i Aalborg er et hotel under opførelse.
I 2023 åbnede B&B HOTELS i alt 70 nye hoteller i Europa og i Sydamerika, og hotelkæden er nu klar til også at indtage det horsensianske hotelmarked.
"Horsens er det ideelle sted for vores produkt. En stærk byudvikling og byens mange kulturelle tilbud muliggør, at mange forretnings- og fritidsrejsende hvert år vil søge mod Horsens og sætte pris på komforten af god indkvartering til en rimelig pris. Placeringen i en markant og velkendt bygning midt i Horsens er helt perfekt for vores gæster” udtaler B&B HOTELS CEO for Central & Northern Europe, Max C. Luscher.
Hotellet kommer til at bestå af 103 dobbeltværelser og familieværelser. Der bliver facade og adkomst umiddelbart ud til den kommende å, som skal løbe mellem rådhusbygningen og Ove Jensens Alle. Hotellet får egen morgenmadsrestaurant, men ellers henvises gæsterne til byens andre spisesteder og konferencefaciliteter.
Det er AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, og M+ Ejendomme, der som led i transformationen af Horsens’ tidligere rådhus udvikler hotelprojektet i samarbejde med B&B HOTELS Group og B&B HOTELS’ danske repræsentant Ole Mortensen.
Etableringen sker i sammenhæng med etableringen af Horsens Bibliotek, Borgerservice, Sund By og Center for teknologi og kommunikation i bygningen. Projektet tegnes fortsat under arbejdstitlen ’Horsens Samlingspunkt’ af det Aarhusianske arkitektfirma AART Architects og horsensianske Rønslev Rådgivende ingeniører.
Med udlejningen til B&B HOTELS er det nu kun caféen/restauranten, der mangler at blive udlejet.
”Vi er meget tilfredse med, at B&B Hotels har valgt at etablere sig i Horsens og i det tidligere rådhus. Et hotel skaber liv til bygningen, til Rådhustorvet og til resten af byen, og er med til at understøtte ambitionen for Horsens Samlingspunkt som et mødested for såvel byens borgere som byens gæster” siger Projektudviklingschef Lars Rahbek fra M+ Ejendomme. ”B&B HOTELS tilbyder desuden et hotelprodukt som i dag ikke findes i Horsens, og det, tror vi, vil være med til at lokke endnu flere gæster til Horsens” Projektchef i AP Ejendomme, Jesper Plauborg, glæder sig også over, at det tidligere rådhus i Horsens fremover skal huse B&B HOTELS.
”I AP Ejendomme er vi glade for, at vi fortsat kan være med til at stå for udviklingen af Horsens. Samtidig er vi naturligvis meget tilfredse med, at B&B HOTELS kan se de mange gode muligheder i Horsens og ikke mindst i det tidligere rådhus, som vi også kan se. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med B&B HOTELS om planerne for det gamle rådhus”, siger Jesper Plauborg.
Byggeriet kan påbegyndes når lokalplanen for transformationen, som netop har været i høring, er endeligt vedtaget.
Kontakt
Projektudviklingschef, M+ Ejendomme Lars Rahbek, lrk@mplus.dk +45 3051 3945
Projektchef, AP Ejendomme Jesper Plauborg, jpl@appension.dk +45 2144 1342
Communications Consultant, B&B HOTELS Elissa Tedsen, elissa.tedsen@hotelbb.com, +49 6146 9090 514